Kafferistning, 2. forsøg

Efter mit første, ikke 100% vellykkede, forsøg på at riste kaffe i ovnen, besluttede jeg at gå systematisk frem og løbende notere hvad jeg foretog mig. Det følgende er en beskrivelse af mit 2. forsøg, som jeg gjorde 17. august.

Jeg hældte 110 gram bønner på det samme tærtefad, som jeg brugte første gang. Bønnerne kom til at ligge temmelig tæt. For at forsøge at undgå lugten af kul fra første forsøg, satte jeg temperaturen ned til 225°C. Jeg holdt øje med bønnerne og noterede hvad der skete med dem på hvilket tidspunkt:

  • 5 minutter: Ingen synlig udvikling.
  • 6 minutter og 30 sekunder: Det begyndte at dufte kaffeagtigt, men ingen tydelig farve.
  • 8 minutter og 30 sekunder: De begyndte at få en lille smule farve, og jeg begyndte at overveje om ikke temperaturen var blevet for lav denne gang.
  • 10 minutter: De havde efterhånden fået en pæn lysebrun farve, men jeg havde ikke set eller hørt nogen knæk endnu
  • 11 minutter og 30 sekunder Nogle af bønnerne havde hoppet, men der var ingen særlig lyd på knækket.
  • 13 minutter: Der var en helt del hoppende bønner også med nogen lyd på.
  • 14,5 minutter: Nu var der langt imellem knækkene
  • 15,5 minutter: Ingen knæk. Tog dem ud.

Slutvægten var 96 gram, så de havde smidt 13% af vægten. Ristningen var meget ujævn. Den ujævne ristning fik mig til at overveje om bønnerne havde ligget for tæt, sådan at nogen af dem var blevet dækket af de andre. De fleste af bønnerne var meget lyse i forhold til ristningen fra Risteriet, og i forhold til hvordan kaffebønner i det hele taget plejer at se ud. Til gengæld var der ingen lugt af kul. Her er et foto af det endelige resultat.

Resultat af 2. forsøg

Den færdige kaffe smagte, ved min normale dosering, af alt for lidt efter min smag. Den lille smule smag, der trods alt var tilstede, var dog ok.

Afgjort et ringere resultat end første forsøg.

0 comments ↓

There are no comments yet...Kick things off by filling out the form below.

Leave a Comment

*